Varmt sensommervejr starter spredning af ny virus

Illustrationsfoto – Foto: Statens Serum Institut

De blodsugende mitter, der kan overføre sygdommen bluetongue til drøvtyggere, stortrives i det tørre og lune sensommervejr.

Det kan puste til spredningen af sygdommen, der på få uger har bredt sig i danske kvæg- og fårebesætninger.

Det siger seniorforsker René Bødker, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

– Vi kan se, at antallet af mitter er på vej op, og det ser ud til, at mitterne er på vej med en ny sensommergeneration, siger han.

Mitterne formerer sig ifølge forskeren normalt tre til fire gange på en sæson. Men nu ser en femte generation af den blodsugende myg ud til at være på vej.

– Så sker det der, at der kommer en helt ny bølge af mitter på vingerne i september.

– Samtidig er det lunt nok til, at virus kan opformere sig og sætte sig i mitternes spytkirtler.

– Så kan man få en cocktaileffekt og få en ganske stor smittespredning i september og helt ind i starten af oktober, siger René Bødker.

Forskerne måler trykket af mitter på gårde rundt omkring i landet, og målingerne viser, at antallet af mitter stiger.

Torsdag var årets hidtil varmeste dag med 30,5 grader, der blev målt ved Holbæk Flyveplads.

Søndag skifter kalenderbladet fra sommer til efterår, men varmen har tilsyneladende ikke sluppet sit tag i Danmark endnu.

Henimod slutningen af næste uge vender varmen ifølge TV 2 Vejret tilbage med fornyet styrke, og der ventes op til 28 grader.

Den første besætning blev konstateret smittet med bluetongue for bare tre uger siden i Tønder.

Siden har virusset, der potentielt er dødeligt for får, kvæg, geder og hjorte, spredt sig. Især i det sydlige og vestlige Jylland.

46 besætninger er konstateret smittet, og der er mistanke om smitte i yderligere 38 besætninger, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Myndighederne har tidligere oplyst, at Danmark har ubegrænset adgang til en vaccine, der kan mildne sygdomsforløbet med bluetongue.

Det er frivilligt, om besætningsejeren vil lade sine dyr vaccinere mod bluetongue.

Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer har kritiseret Statens Serum Institut, der distribuerer vaccinen, for at sætte prisen på vaccinen for højt.