Nyt om sms fra slette-Mettes ministerie: Forbliver mørklagt

Offentligheden får ikke indsigt i en omstridt sms fra en af statsminister Mette Frederiksens (S) særlige rådgivere til en ansat i kommunikationsbureauet Rud Pedersen.

Statsministeriet var i sin gode ret til at afslå aktindsigt i beskeden, konkluderer Folketingets Ombudsmand.

– Efter at have set den pågældende sms-besked er der efter min opfattelse tale om en formløs besked, der utvivlsomt ikke har karakter af et dokument i offentlighedslovens forstand, lyder det fra ombudsmand Niels Fenger i afgørelsen.

Der er derfor ikke fundet anledning til at kritisere Statsministeriet, lyder det videre.

Da sms’en har “formløs karakter”, har ombudsmanden ikke taget stilling til “Statsministeriets synspunkt om, at beskeden også falder uden for offentlighedslovens aktindsigtsregler, fordi den er af privat eller rent partimæssig karakter”.

Ombudsmanden gik ind i sagen i starten af juli, efter at to medier havde klaget over afslag på aktindsigt i sms’en.

Ekstra Bladet, B.T. og Jyllands-Posten har i flere artikler beskrevet sagen, der konkret drejer sig om Sune Steffen Hansen, partner i kommunikationsbureauet Rud Pedersen.

Sune Steffen Hansen har tidligere været rådgiver i Socialdemokratiet.

I juni udtalte han sig i en artikel om Socialdemokratiet.

Efterfølgende sendte en af statsminister Mette Frederiksens tre særlige rådgivere – det er uvist hvem – en sms til en ansat i Rud Pedersen om artiklen.

Det fremgik af en aktindsigt, som de tre medier havde modtaget.

I samme periode var Sune Steffen Hansen blevet hjemsendt ifølge Ekstra Bladet og B.T.

Det vides ikke, om der er en sammenhæng mellem artikel, sms og hjemsendelse.

Medierne havde fået afslag på at få aktindsigt i sms’ens indhold, da den ifølge Statsministeriet har en formløs karakter, og derfor ikke er underlagt reglerne om åbenhed.

Og det har Folketingets Ombudsmand altså nu givet Statsministeriet ret i.

Trafikrådet fraråder, at man lader 17-årige sidde bag et rat, da de mener, at det vil føre til flere trafikdrab. Læs historien her.

Arkivfoto.