En 40-årig mand straffes med fire års fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år for sin rolle i hvidvask af mindst 104 millioner kroner.
Det afgør Retten i Lyngby torsdag.
Den 40-årige anker dommen, lyder det i retten fra hans forsvarer, Betina Hald Engmark.
Lige nu sidder manden varetægtsfængslet. Det skal han fortsat være, mens sagen mod ham kører i Østre Landsret, afgør retten.
Manden er ikke dansk statsborger, men statsløs palæstinenser. Han har to børn og en kone i Danmark.
Ifølge dommer Ulrik Finn Jørgensen har den 40-årige ikke haft en bagmandsrolle i sagen.
– Men hvidvask er en ganske alvorlig forbrydelse. Derfor har jeg vurderet, at samfundets interesse opvejer hans familiemæssige forhold, lyder dommerens vurdering af strafudmålingen.
Inden dommen afsiges, får den 40-årige det sidste ord.
– Jeg beklager rigtig meget, det der er sket. Det vil aldrig ske igen. Jeg skulle bare have passet mine børn og min familie, siger han.
Manden er nu ved byretten dømt i en sag om over 104 millioner kroner, som kriminelle ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) hvidvaskede gennem et nordjysk selskab.
Her samarbejdede den 40-årige med Rabib Karnib, som sidste år tilstod hvidvask for 217 millioner kroner og blev idømt fire år og seks måneders fængsel.
Dengang erkendte Rabib Karnib, at han havde udstedt fiktive fakturaer. Pengene strømmede gennem selskaber, uden der blev leveret ydelser.
I retten forklarer den 40-årige at han og Karnib er venner og har kendt hinanden gennem mange år.
– Jeg kan erkende mig skyldig, men det var ikke mig, der sagde, at han skulle gøre det, forklarer han.
Ifølge ham var hvidvasken allerede i gang, inden han kom ind i det.
Han stod i en økonomisk presset situation og lod sig overtale til at medvirke for omkring en procent af det samlede beløb i fortjeneste.
Den 40-åriges rolle i forretningen blev at videresende fiktive fakturaer.
I retten kunne han ikke udtale sig om, hvor de kom fra. Blot at de kom fra nogle bagmænd i Spanien.
– Du ved ikke, hvem de er, eller du vil ikke sige det, spørger dommer Ulrik Finn Jørgensen.
– Jeg vil ikke sige det, for jeg er bange for dem, lyder forklaringen.
Da politiet en tidlig morgen i juni ransagede mandens adresse i Birkerød, blev der desuden fundet over 850.000 kroner i kontanter.
Beløbet er den 40-årige dømt for at forsøge at hvidvaske, da han ville give det videre til ukendte medgerningsmænd. Men det mislykkedes, da politiet beslaglade pengene.