Endnu en person under 18 år er mistænkt for at være involveret i drabet på en 14-årig pige, som blev fundet død natten til tirsdag i den svenske by Landskrona.
Det viser dokumenter fra en svensk domstol, som det svenske medie Aftonbladet har set.
Ifølge mediet drejer det sig om en ung person mellem 15 og 18 år.
I forvejen er en pige under 15 år under mistanke for drab og kidnapning af den 14-årige. Det oplyste den svenske anklagemyndighed onsdag.
Den mistænkte person mellem 15 og 18 år er i øjeblikket anholdt efter at have været anholdt in absentia – altså uden at være til stede – lyder det i dokumenterne ifølge Aftonbladet. Personen er blevet afhørt.
Det er tidligere kommet frem, at den afdøde og den mistænkte pige under 15 år “er bekendt med hinanden fra tidligere”.
Det vides ikke, hvordan den mistænkte pige under 15 år forholder sig til mistanken.
Men pigen har ikke erkendt forbrydelsen, oplyste anklager Tomas Olvmyr, der leder forundersøgelsen, til det svenske nyhedsbureau TT onsdag.
Da hun er under 15 år, er der ikke foretaget anholdelse eller varetægtsfængsling. Pigen er nu i de sociale myndigheders varetægt, lød meldingen onsdag.
Der er fortsat ikke oplysninger om et muligt motiv.
Det var kort efter midnat natten til tirsdag, at politiet fandt den livløse pige under en rutinepatrulje. Hun blev forsøgt genoplivet, men forgæves.
Ifølge Aftonbladet blev pigen fundet bundet med gaffatape ved togstationen i Landskrona.
Skaderne på den afdøde betyder, at hun højst sandsynligt er blevet dræbt, har den svenske anklagemyndighed oplyst.
I et interview med Aftonbladet har pigens mor tidligere fortalt, at datteren var på vej til “pyjamas-party”.
Pigen kunne indledningsvis ikke identificeres, men der er siden sket en foreløbig identificering. Det blev i første omgang oplyst, at den afdøde var en kvinde i alderen 25 til 30 år.