Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har de sidste to måneder efterforsket en skudepisode fra Skudeløse ved Haslev, hvor der var blevet affyret skud i en privat bolig.
Efterforskningen, som har stået på siden den 26. juni, har nu ledt til tre anholdelser. Mændene, der var en del af episoden, er blevet anholdt i København torsdag den første september. To af mændene er 28 år og den tredje er 22 år. De har alle en tilknytning til bandemiljøet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
“Vi kan endnu ikke udtale os om motivet for denne skudepisode, men vi ved erfaringsmæssigt, at det skaber stor utryghed blandt naboer og den øvrige befolkning, når der skydes direkte ind i private hjem”, udtaler politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Grundet den store bekymring i lokalbefolkningen, er politiet yderst tilfredse med anholdelserne, men efterforskningen er langt fra slut endnu, da der er blevet fundet materiale ved anholdelserne, som skal tages med i den efterfølgende retssag.
De tre mænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag eftermiddag, og derfor har politiet ikke mere i sagen lige nu, oplyser de.