57-årig kvinde dræbt i frontalulykke

Tirsdag aften er en 57-årig kvinde blevet dræbt i en frontalulykke mellem en stationcar og en varebil. Landevejen er afspærret i begge retninger, mens undersøgelser pågår

“Vi har en færdselsulykke mellem en personbil og en varebil med dødelig udgang. Det er en 57-årig kvinde, der har mistet livet. De pårørende er underrettet.”

Sådan lyder det tirsdag aften ved 19-tiden, da Presse-fotos.dk er i kontakt med vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær.

Kort tid forinden er anmeldelsen indløbet til både brandvæsenet og politiet. Her lød det i første omgang, at der var tale om en ulykke med fastklemte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses de to involverede køretøjer

Sammenstødet er sket på Aalborgvej mellem Øsløs og Gøttrup lige øst for Thisted.

“Vi ved endnu ikke, hvorfor ulykken er sket. Vi arbejder nu ude på stedet med en bilinspektør, der skal klarægge de nærmere omstændigheder. Vejen er lukket i begge retninger, mens undersøgelserne pågår,” siger Simon Skelkjær.

Personen i varebilen er umiddelbart uskadt, tilføjer vagtchefen. Der er samtidig ikke nogen tidshorisont for, hvornår vejen kan genåbnes.

“Det kommer an på, hvor lang tid vi er nødt til at arbejde ude på ulykkesstedet,” lyder det fra Simon Skelkjær.

Presse-fotos.dks udsendte til stedet bekræfter desuden, at en bilinspektør er i gang med at foretage undersøgelser.

“De har netop lukket vejen i begge retninger. Særligt personbilen – der er en stationcar – er meget trykket i fronten,” siger vores udsendte.

Brugere af MobilePay skal være opmærksomme. Her er der regler, som kan ramme pengepungen hårdt.