Det var måske ikke helt slut alligevel sidste gang. Men nu ser det ud til, at den er god nok. Autopoul i Nordvest lukker. I et nyt opslag fortæller folkene bag den populære bar, at de netop har fået besked fra ejeren af grunden om, at området skal ryddes, så der kan bygges nyt.
Dermed lakker det mod enden for et af Nordvest’s mest særegne sommersteder. Autopoul åbnede i 2022 i et gammelt autoværksted og blev hurtigt et samlingspunkt for københavnere, der gerne ville have naturvin, kaffe, øl og sol i ansigtet – siddende på en hvid plastikstol i den gamle gård.
Meldt lukket før
Faktisk har Autopoul allerede været lukket én gang før. I 2024 lød meldingen, at stedet havde drejet nøglen om efter flere succesfulde sæsoner. Men i februar 2025 kom den modsatte besked: Autopoul fortsatte alligevel. Dengang lovede holdet samme sted, samme møbler og samme kaos.
Et tab for lokalmiljøet
Den ekstra sæson blev til endnu mere end det. I det nye opslag beskriver Autopoul selv, hvordan projektet oprindeligt begyndte som en idé om at skabe noget originalt, ærligt og humoristisk – med gæsterne og lokalmiljøet taget alvorligt.
Alt skal væk
Meget af baren blev bygget af brugte materialer, og en stor del blev lavet og repareret af folkene selv. Nu er det altså den fysiske placering, der sætter punktum.
Kom og sig farvel i weekenden
Denne uge bliver den sidste med almindelig servering, og vejret har tilsyneladende tænkt sig at give Nordvest en sidste omgang sommer. Derfor opfordrer holdet bag gæster til at komme forbi, sige farvel og tage et sidste glas vin.
Derefter begynder den mindre glamourøse del af afskeden: inventaret skal væk. Vinlager, askebægre, oliventræer, plastikmøbler og sågar den ikoniske barvogn er til salg, hvis nogen skulle stå og mangle lidt Autopoul i deres eget liv.
Autopoul nåede at blive en del af Nordvest’s sommerliv, men nu er det for alvor slut.



