Med sang, teater og gamle håndværk markerer Gl. Kongsgaard sit 100-års jubilæum som museum ved en festlig sæsonåbning for både børn og voksne.
Søndag den 1. juni bliver en særlig dag for Gl. Kongsgaard.
Her inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold traditionen tro til sæsonåbning – men i år med ekstra fest og fejring.
Anledningen er, at det i 2025 er 100 år siden, Gl. Kongsgaard åbnede som museum. En historisk milepæl, som markeres med et program fyldt med oplevelser for både børn og voksne.
Det skriver ROMU i en pressemeddelelse.
Fejringen finder sted fra klokken 11 til 16, og klokken 12 afholdes den officielle markering af jubilæet.
Her vil blandt andre ROMUs direktør, Morten Thomsen Højsgaard, holde tale, og der vil blive serveret en særlig jubilæumskage. Dagen byder også på fællessang og lokale indslag, som understøtter stedets lange tradition for at formidle historien om det danske bondeliv.
Gl. Kongsgaard blev i 1925 åbnet som museum af Kirsten Nielsen, hvis familie havde boet på gården siden 1700-tallet.
Hun indrettede stuehuset med familiens møbler og åbnede det for offentligheden. Siden da har museet fungeret som en stemningsfuld mindestue for områdets bondekultur.
(Artiklen fortsætter under informationsboksen)
Tid, pris og sted:
1. juni 2025, kl. 11.00–16.00
Gratis adgang
Gl. Kongsgaard, Orehøjvej 12, 4320 Lejre
Gl. Kongsgaard holder åbent hver torsdag og søndag fra kl. 13.00 til 16.00 i juni, juli og august. Der er gratis adgang til stuehuset og mulighed for at nyde kaffe og kage i de idylliske, historiske omgivelser.
Et alsidigt program for hele familien
Sæsonåbningen byder på masser af aktiviteter i historiske rammer. Dagen byder blandt andet på lokalhistorisk teater, spillemandsmusik og boder med demonstrationer af gamle håndværk som plantefarvning, hørproduktion og trædrejning.
Der vil være salg af flæskestegssandwich fra Lejre Museumsforening samt hjemmebag og kaffe fra det frivillige havehold.
Børn kan blandt andet prøve at støbe lys og lege gamle lege, mens voksne kan tage på havevandring eller prøve kræfter med le-slåning.
“I 100 år har mennesker besøgt Gl. Kongsgaard for at få et glimt af livet, som det var engang. Men det, der gør oplevelsen særlig – dengang som i dag – er mødet med de mennesker, der løfter stedet,” fortæller Maja Kvamm fra Lejre Museum i pressemeddelelsen og fortsætter:
“Da Gl. Kongsgaard åbnede som museum, var det Kirsten Nielsens stærke vilje, der bar projektet. I dag er det det lokale, frivillige fællesskab og områdets store kærlighed til stedet, der holder det levende – og det mærker man tydeligt til sæsonåbningen”.
ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold inviterer til sæsonåbning på Gl. Kongsgaard søndag den 1. juni.
Efter sin afsked med ‘Landmand søger kærlighed’ er der nu glædeligt nyt fra Lene Beier.