Flere københavnere vinterbader end nogensinde før og dermed sætter vinterbadning i København nye rekorder.
Stadigt flere københavnere hopper i det kolde havnebad hen over vinterperioden.
Vinterbadning i København har aldrig været mere populært, viser nye tal fra Københavns Kommune.
Kultur- og Fritidsforvaltningen registrerer året rundt antallet af brugere ved halvdelen af byens badezoner. Og her viser tallene en markant stigning i antallet af badere uden for sommermånederne.
I perioden september 2023 til maj 2024 benyttede således 428.432 brugere sig af badezonerne. Dette er en stigning på hele 118.425 brugere fra samme periode året før.
”Det er virkelig godt, at flere bruger havnen som rekreativt område. Også i vintermånederne. Derfor skal vi gøre mere for at udvide bade- og dyppezonerne, så det bliver muligt at bade endnu flere steder – selvfølgelig så det er sikkert. På sigt kunne det være godt, hvis man kan bade alle steder i havnen”, siger Mia Nyegaard (RV), kultur- og fritidsborgmester.
I disse måneder vinterbader københavnerne mest
Den største stigning i antallet af badende skete i månederne tæt på sommerperioden – september og maj. Også i december og februar er der dog registreret markante stigninger i brugen af badezonerne.
”Det er fantastisk, at havnen bliver brugt rekreativt også udenfor den traditionelle sæson. Det har tidligere været sådan, at havnen mest blev brugt af fiskere i vintermånederne, lystbådene kom til i april og badesæsonen startede i juni. Det nye er, at flere bruger havnen rekreativt hele året, og de mange vinterbadere er det bedste eksempel på dette. Det er en udvikling, vi hilser velkommen, så længe man har forberedt sig, har det rigtige udstyr, bader sammen med andre og i det hele taget har sat sig ind i vinterbaderådene,” siger havneudviklingschef Mette Odgaard Mylin, By & Havn ligeledes i pressemeddelelsen.
Badezoner og vinterbaderåd
For vinterbadere i Københavns Havn er det dog vigtigt at benytte de officielle badezoner og dyppezoner. En oversigt over zonerne kan findes her.
Desuden opfordrer Københavns Kommune vinterbadere til at følge de otte vinterbaderåd.
De otte vinterbaderåd er som følger:
1. Tjek badeforhold og kend redningsudstyret. Hold øje med vejret og badevandskvaliteten.
2. Pas på is på trappe og bro. Et fald kan have katastrofale følger.
3. Sænk kroppen roligt ned i vandet. Spring aldrig på hovedet, og gå aldrig direkte fra saunaen og i iskoldt vand.
4. Bad aldrig alene. Bad helst mindst tre personer sammen. Hvis der sker en ulykke, kan én hjælpe den tilskadekomne og den anden kan hente hjælp.
5. Træk vejret roligt. Hvis du trækker vejret for hurtigt og hyperventilerer, kan du risikere at besvime i vandet.
6. Hold øje med hinanden. Også med de vinterbadere, du ikke kender. Giv øjeblikkeligt signal til andre, hvis du føler dig dårlig i vandet.
7. Hold dig tæt på trappe eller stige. Kom ikke længere væk fra stigen, end du kan nå den i få svømmetag.
8. Svøm aldrig under isen. Man kan ikke undervandssvømme lige så langt i iskoldt vand som i tempereret vand.