Vildt nattesyn over Danmark kædes sammen med SpaceX

Sådan så fænomenet ud over Danmark sent mandag aften.

En spiralformet sky på den danske nattehimmel har mandag aften vakt opsigt i store dele af landet.

Det skriver både DR og TV 2.

Ifølge Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved DTU Space, kan fænomenet “med stor sikkerhed” sættes i forbindelse med opsendelsen af en SpaceX-raket tidligere på aftenen. Det siger han til TV 2.

– Det er totrinsmotoren, der tænder op og bremses, så man kan få en kontrolleret afbrænding i atmosfæren, og så man ved, hvor eventuelle rester af motoren falder ned, siger han.

Fænomenet med spiralformede skyer er ikke nyt, fortæller astrofysikeren til TV 2.

Michael Linden-Vørnle vurderer, at man formentlig vil kunne opleve fænomenet oftere i fremtiden, fordi der vil ske flere opsendelser af raketter.

SpaceX’s raket blev opsendt mandag klokken 18.48 dansk tid fra Cape Canaveral i den amerikanske delstat Florida. Det skriver rumfartsselskabet på sin hjemmeside.

Den spirallignende sky er også blevet observeret fra flere andre europæiske lande. Både det svenske medie Aftonbladet og det britiske medie BBC skriver således om fænomenet mandag aften.

Ifølge BBC er fænomenet mandag aften blevet observeret i store dele af Europa.

Astronomen Allan Trow fortæller til BBC, at der er tale om et sjældent fænomen, som han tidligere har observeret for omkring fire år siden.

SpaceX skriver på sin hjemmeside, at raketten, der blev opsendt mandag, er en Falcon 9-raket.

Det er ifølge BBC en genanvendelig raket, der sendes ud i rummet for at frigive sin last, der for eksempel kan bestå af en satellit.

Når raketten herefter vender tilbage til Jorden, skyder den eventuelle rester af brændstof ud i rummet. Brændstoffet fryser herefter øjeblikkeligt i et spiralmønster.

Det frosne brændstof reflekterer lyset, så fænomenet bliver synligt fra Jorden, skriver BBC.

Har du hørt om solcellevinduer? Forestil dig en fremtid, hvor din bygning ikke bare bruger energi – men også producerer den. Ikke med store solcellepaneler på taget, men gennem selve dine vinduer.