Guvernør advarer om, at Trumps told skaber økonomisk kaos i Californien, som er verdens femtestørste økonomi
Californien har som den første amerikanske delstat sagsøgt præsident Donald Trump på grund af Trumps forhøjede toldsatser på udenlandske varer.
Det skriver det amerikanske medie Politico.
Delstaten med guvernør Gavin Newsom i spidsen mener, at Trumps forhøjede toldsatser er vedtaget på et ulovligt grundlag.
– Præsident Trumps ulovlige toldsatser skaber kaos i californiske familier, virksomheder og i vores økonomi – presser priserne op og udgør en trussel for arbejdspladserne, siger Gavin Newsom i en udtalelse.
De nye toldsatser er vedtaget ved hjælp af en kriselov og uden godkendelse af Kongressen. Trump har ikke den fornødne autoritet til at gennemføre toldændringerne, mener Newsom, som er demokrat.
De forhøjede toldsatser har skabt stor usikkerhed på de finansielle markeder og frygt for, at den internationale handel bliver bremset markant.
Det vil i så fald i høj grad påvirke Californien, som er verdens femtestørste økonomi og huser flere af verdens største teknologivirksomheder.
Derudover har delstaten en stor landbrugssektor, der blandt andet består af vinproducenter, som er yderst afhængige af handel med udlandet.
2. april annoncerede Trump, at han ville lægge “gensidig told” af varierende størrelse på varer fra en lang række af USA’s handelspartnere.
Samtidig indførte han en basistold på ti procent.
Mens andre truede med at lægge told på amerikanske varer som modsvar, reagerede Kina prompte ved at øge toldsatserne på produkter fra USA.
Det fik Trump til at svare igen med at øge tolden på kinesiske varer yderligere og foreløbig ligger toldsatsen på kinesiske varer på 145 procent.
Kinas told på amerikanske varer er nu på 125 procent.
For andre lande, der er ramt af forhøjede toldsatser, er den forhøjede told foreløbigt sat på pause, men basistolden på ti procent gælder stadig.
Med de nuværende toldsatser ventes Trumps toldpolitik at påvirke den globale handel negativt i år med et fald på mindst 0,2 procent.
Det fremgår af Verdenshandelsorganisationen WTO’s årsrapport, der er offentliggjort onsdag.
Hvis eller når de forhøjede toldsatser træder i kraft, må man forvente en nedgang i verdenshandlen på 1,5 procent i 2025, vurderer WTO.
/ritzau/