USA sender minister og sikkerhedsrådgiver med til Grønland

USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister Chris Wright deltager i andendamen Usha Vances besøg i Grønland.

Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Søndag meddelte andendamens kontor, at Usha Vance sammen med sin søn og en amerikansk delegation vil besøge Grønland fra torsdag til lørdag i denne uge.

Det fremgik ikke umiddelbart, hvem der skulle gøre Vance følgeskab på rejsen.

Det Hvide Hus oplyser sent søndag amerikansk tid, at Mike Waltz og Chris Wright blandt andet skal besøge militærbasen Pituffik Space Base, der tidligere er kendt som Thulebasen.

Ifølge Det Hvide Hus vil Waltz og Wright på militærbasen få orienteringer fra udstationeret amerikansk personale.

Sikkerhedsrådgiveren og energiministeren vil også deltage, når Usha Vance under opholdet skal besøge historiske steder og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.

Usha Vance, der er gift med vicepræsident J.D. Vance, leder ifølge Reuters den amerikanske delegation.

Besøget sker i en tid, hvor USA’s præsident, Donald Trump, flere gange har givet udtryk for, at han ønsker, at Grønland skal blive en del af USA.

Besøget er blevet kritiseret af flere grønlandske politikere, der er i forhandlinger omkring dannelsen af en ny regering ovenpå valget den 11. marts.

Grønlands fungerende regeringsleder, Múte B. Egede, oplyste natten til mandag i et Facebook-opslag, at de amerikanske gæster ikke skal mødes med den grønlandske regering, Naalakkersuisut.

– Amerikanerne har også fået klar besked om, at der først kan ske møder, når et nyt Naalakkersuisut er tiltrådt, skriver Múte B. Egede.

– Desuden skal det med tyk streg også siges, at vores integritet og demokrati skal respekteres, uden enhver forstyrrelse udefra, lød det videre.

Brian Hughes, som er talsperson i Det Hvide Hus, siger til Reuters, at besøget er en mulighed for at udbygge partnerskaber, der respekterer Grønlands selvstændighed.

– Besøget handler om at lære mere om Grønland, landets kultur, historie og mennesker, og at overvære et hundeslædeløb, som USA sponsorerer, siger Brian Hughes.

Har du stadig en kasse med gamle CD’er stående et sted – måske i kælderen, på loftet eller bagerst i klædeskabet? Så er det nu, du skal finde den frem. Flere udgivelser fra 80’erne og 90’erne bliver nemlig handlet til høje priser blandt samlere. Og ja – nogle af dem kan være flere tusinde kroner værd.