VM-medaljen glippede: Søndag får Mads P. og det danske hold en ny chance

Efter en flot tilkæmpet sjetteplads ved VM i landevejscykling, skal Mads Pedersen og resten af det danske hold forsøge at tage en EM-medalje med fra Slovenien.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Sidste søndag sluttede VM i landevejscykling med et brag af et linjeløb, hvor amerikanske Brandon McNulty noget overraskende blev eliteverdensmester på herresiden.

For det danske holds vedkommende blev det til en sjetteplads for Mads Pedersen, mens yderligere fire danskere var blandt de 30 hurtigste på ruten i Montreal.

Ligesom det var tilfældet ved verdensmesterskaberne, skal de danske drenge have skruet klatrebenene godt på for at kunne blande sig i kampen om den europæiske mesterskabstrøje.

Men hvordan ser de danske medaljechancer egentlig ud?

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Mads Pedersen under PostNord Danmark Rundt 2025.

Ruten er lettere, stigningen er hårdere

Årets VM-rute var både lang og hård med mere end 3.500 højdemeter fordelt på godt 273 kilometer.

Men selvom ruten ved europamesterskaberne i og omkring Ljubljana er knap 80 kilometer kortere og har godt 1.000 færre højdemeter, kræver det måske i virkeligheden endnu bedre klatreevner at tage guldet med hjem søndag.

Mozjanca-stigningen, der skal nedlægges i alt fem gange under løbet, er nemlig både stejlere og længere end Voie Camillien-Houde i Montreal.

2,1 kilometer med en stigningsprocent på 10,3 i snit er hvad EM-feltet står over for.

Til gengæld er der næsten 15 kilometer fra toppen af Mozjanca til målstregen, mens opløbsstrækningen er ganske flad.

Det forbedrer klart medaljechancerne for Mads Pedersen, der igen må regnes som Danmarks holdkaptajn.

Han ville nemlig have haft det svært, hvis målstregen lå på toppen af stigningen.

Vi så endnu en gang under VM-linjeløbet, at Pedersen mestrer at finde sin egen rytme på stigningerne for derefter at kæmpe sig tilbage på nedkørsler og flad vej.

Den strategi får han sandsynligvis brug for at udnytte igen, hvis han skal drømme om den hvide og blå trøje med de gyldne stjerner.

Sammenligner man med VM-ruten, er det en ulempe for Pedersen, at Mozjanca er hårdere.

Til gengæld er der mere flad vej mellem stigningerne, og her bliver det nemmere at indhente tabt tid til frontgruppen – særligt hvis han får hjælp af sine landsholdskammerater.

EM-ruten er også betydeligt mindre udmagrende, og derfor bør den danske stjernes sprinterben være mere intakte til en eventuel spurt.

Et stærkt dansk hold

Mads Pedersen er dog ikke det eneste kort, Danmark har at spille med.

Både Mikkel Honoré og Anthon Charmig viste gode takter ved VM, og de kan med fordel sendes ud som forposter, når de første angreb kommer på Mozjanca, der bestiges første gang med cirka 100 kilometer til mål.

På den måde er Danmark med i spillet, hvis et udbrud skulle ende med at sejle hjem, mens de to ryttere har muligheden for at droppe tilbage, hvis de største favoritter skulle angribe, og Mads Pedersen skulle få brug for hjælp.

Danmark har i øvrigt flere stærke ryttere med i form af Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg og Andreas Kron, der alle kørte med i sidste uge, samt Peter Øxenberg og Frederik Wandahl, der erstatter Michael Valgren og Søren Kragh Andersen fra VM-truppen.

En sløj startliste

Kigger man på startlisten til EM-linjeløbet, er det svært ikke at blive yderligere optimistisk på de danske rytteres vegne.

Ingen af de fem ryttere, der kom i mål før Mads Pedersen ved VM, vil være at finde på startlinjen i Slovenien.

Fire af dem giver sig selv, fordi de ikke er europæere, og den sidste er Mathieu van der Poel, der sluttede sin sæson på landevejen efter VM.

Storbritannien har valgt kun at stille op til enkeltstarterne ved EM, og derfor er VM-syveren Tom Pidcock heller ikke at finde på ruten, der ellers havde passet ham ganske fint.

Faktisk skal vi helt ned til niendepladsen, før vi finder den første genganger – udover Mads Pedersen.

Det er Italiens Giulio Ciccone, der til daglig er holdkammerat til den danske Lidl–Trek-rytter.

Han må betegnes som en af favoritterne, ligesom endnu en af holdets ryttere spanske Juan Ayuso også er det.

Vi kommer imidlertid nok ikke udenom, at manges øjne vil være rettet mod belgiske Remco Evenepoel – trods en skuffende 12.-plads ved VM-linjeløbet.

Mozjanca-stigningen bør passe enkeltstartsverdensmesteren godt, og det må anses som en reel mulighed, at han – som han har gjort før – kører fra resten af felten og krydser målstregen på egen hånd.

Han så dog ikke ud til at være i hopla i søndags, og derfor er det også ganske muligt, at han får svært ved for alvor at ryste Mads Pedersen af sig.

Til sidst må vi ikke glemme, at Primoz Roglic i Tadej Pogacars fravær er det helt store håb for hjemmebanepublikummet i Slovenien.

De danske medaljechancer virker til at være ganske gode i et relativt tyndt felt, men hvis det skal blive til en plads øverst på podiet, skal Mads Pedersen have gode ben og en stærk holdindsats med sig.

Annonce
Annonce
Annonce