En kvinde er midt om natten blevet overfaldet bagfra af en fremmed mand i Glostrup. Gerningsmanden er stadig på fri fod – og politiet søger i den forbindelse vidner
Natten til søndag blev en ung kvinde overfaldet, da hun var på vej hjem fra Glostrup Station.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi fredag formiddag i en pressemeddelelse.
I forbindelse med overfaldet efterlyser politiet nu vidner.
Hændelsen skete omkring klokken 01.45, da kvinden via Stationsparken på gåben drejede til venstre ad Wattvej.
På en parkeringsplads og for Wattvej 2 blev kvinden overfaldet af en ukendt mand, som greb hende bagfra og befamlede hende.
Kvinden skreg og gjorde modstand, hvilket betød, at manden opgav sine gerninger og flygtede fra stedet, oplyser politiet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

”Vi søger vidner, som har været i området omkring Wattvej og Stationsparken natten til søndag, eller som har lagt mærke til noget mistænkeligt, der kan have relevans for sagen,” siger politikommissær Kåre Laustsen.
Det kvindelige offer har beskrevet gerningsmanden som:
- Mand
- Midt i trediverne
- Asiatisk af udseende
- Sort hår og kort skæg
- Iført mørkerød hættetrøje og blå jeans
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes hele døgnet på telefon 43 86 14 48.