Trump vil have Nato-lande til at bruge fem procent af BNP på forsvar

Donald Trump mener, at de europæiske medlemmerne af Nato skal bruge fem procent af deres bruttonationalprodukt (bnp) på forsvar – og ikke to procent, som er målsætningen i forsvarsalliancen i dag.

Det kom frem under Trumps pressemøde på Mar-a-Lago tidligere tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Jeg mener, at Nato skal have fem procent. Man kan ikke klare det med to procent, sagde Trump blandt andet.

– De er i et farligt territorium. De har alle råd til det, men de bør ligge på fem procent og ikke to procent, sagde han videre med henvisning til de europæiske Nato-lande.

Allerede i december kom det frem, at Donald Trump ville hæve målsætningen for, hvor meget de enkelte Nato-lande skal bruge på militær.

Dengang var det den amerikanske avis Financial Times, der skrev om sagen på baggrund af udtalelser fra anonyme kilder.

Ved pressemødet tirsdag aften var det første gang, at Trump offentligt italesatte ønsket om, at forsvarsudgifterne skal udgøre fem procent af de enkelte landes bnp.

Her sagde Trump også, at han forstår Ruslands modvilje mod, at Ukraine bliver medlem af Nato.

Han anklagede samtidig præsident Joe Biden for at have ændret USA’s officielle standpunkt i forhold til et eventuelt ukrainsk medlemskab.

– En stor del af problemet er, at Rusland i mange, mange år – længe før Putin – sagde, at “man kan ikke have, at Nato involverer sig med Ukraine”.

– Og på et tidspunkt hen ad vejen sagde Biden “nej, de skal kunne optages i Nato”. Så har Rusland nogen (et Nato-medlem, red.) stående på dørtrinet, og jeg kan godt forstå deres følelser omkring det, sagde Trump.

Siden et topmøde i 2008 har Natos medlemmer støttet et fremtidigt ukrainsk medlemskab af alliancen, men Ukraine er ikke blevet formelt inviteret til at indgå i Nato.

Trump mener, at et ukrainsk medlemskab vil provokere Rusland unødigt, mens Ukraine under den igangværende krig i landet gentagne gange har opfordret Nato til at invitere landet til at påbegynde en optagelsesproces.

En ny dyr vejafgift er netop trådt i kraft. Nu er bøderegnen i gang. Læs her, hvordan du undgår dem.