Den amerikanske præsident og resten af hans administration har været på krigsstien overfor resten af verden i længere tid. Nu viser et lækket dokument, at FN og Nato nu står for skud.
Både Ukraine, Kina, Mellemøsten og Danmark har virkelig mærket, at Donald Trump har store planer for USA.
Med høje tariffer, kontante udmeldinger og drømme om at købe Grønland har Donald Trump sat gang i mange ting på en gang,
Nu viser et lækket dokument, at Trump-administrationen foreslår at stoppe finansieringen til Nato og FN.
Det viser et lækket notat, som både nyhedsbureauet AP og avisen Washington Post har set.
Begge medier understreger dog, at der er tale om et tidligt udkast, som kan ændre sig.
Medierne påpeger også, at det ikke er sikkert, at de hårde nedskæringer – hvis de forblev i sin nuværende form – ville blive stemt igennem, skulle forslaget nå til afstemning i den amerikanske Kongres.
Forslaget er en del af et større udkast til nedskæringer i det amerikanske udenrigsministerium.
Det er Det Hvide Hus’ kontor for administration og budget, OMB, der fører tilsyn med det føderale budget, som står bag forslaget.
Kontoret foreslår i udkastet at skære næsten 50 procent af budgettet for det amerikanske udenrigsministerium.
Ud over at stoppe den økonomiske støtte til FN og Nato vil OMB også lukke en række af USA’s diplomatiske missioner i udlandet og skære ned på antallet af diplomatiske medarbejdere, skriver AP.