En mand er død, efter at et træ fredag eftermiddag væltede ned over hans bil under stormvejret i den irske by Raphoe.
Det bekræfter irsk politi ifølge BBC.
Stormen Eowyn har dagen igennem skabt problemer i primært Irland, Nordirland og Skotland.
Ifølge avisen The Guardian blev en bilist alvorligt kvæstet ved en kollision i Mauchline i Skotland. Det er uvist, hvad bilisten ramte.
Og en anden bilist blev kvæstet, da et træ væltede ned over en bil i Balmore Road-området i Glasgow, oplyser skotsk politi.
Flere end en million borgere i Irland og Storbritannien har været uden strøm som følge af det voldsomme vejr, og mange fly- og togafgange er blevet aflyst.
Nogle af de berørte hjem og virksomheder i Nordirland kan være uden strøm i ti dage, vurderer elselskabet Northern Ireland Electricity ifølge BBC.
Togselskabet Scotrail oplyser, at al togdrift i Skotland er indstillet i hvert fald indtil lørdag middag.
Selv om stormen har været kraftigst i den nordlige del af Storbritannien og i Irland, har den også kunnet mærkes længere mod syd.
I den britiske hovedstad, London, er der forsinkelser på flere metrolinjer. Dele af Mildmay-linjen og Piccadilly-linjen er lukket fredag aften.
I løbet af dagen er flere end 1000 fly blevet aflyst på tværs af Storbritannien og Irland, skriver avisen The Guardian.
Det er 20 procent af alle dagens fly til og fra Storbritannien og Irland.
De lufthavne, der har været ramt af flest aflysninger, er lufthavnene i de skotske byer Glasgow og Edinburgh, den irske hovedstad, Dublin, og Heathrow uden for London.
Stormen Eowyn har været usædvanligt kraftig.
Natten til fredag og fredag morgen blev der således målt de kraftigste vindstød nogensinde i Irland, oplyste Irlands nationale vejrinstitut, Met Eireann, på det sociale medie X tidligere på dagen.
Fredag klokken 05.00 blev der målt vindstød på 183 kilometer i timen på den irske vestkyst i nærheden af byen Galway.
Det svarer til cirka 50,8 meter i sekundet.
Ifølge Met Eireann blev den hidtidige rekord for vindstød på 182 kilometer i timen målt i 1945.
Også rekorden for den højeste gennemsnitlige vindhastighed i Irland blev slået, da der klokken 04.00 blev målt en gennemsnitlig vindhastighed i ti meters højde på 135 kilometer i timen på vestkysten.
Det svarer til 37,5 meter i sekundet.