Den tidligere tyske præsident Horst Köhler er lørdag død efter kort tids sygdom. Han blev 81 år.
Det oplyser det tyske præsidentkontor ifølge nyhedsbureauet AFP.
Horst Köhler var præsident fra 2004 til 2010, mens henholdsvis Gerhard Schröder og Angela Merkel var forbundskansler i Tyskland.
Köhler afgik ved døden lørdag morgen i Berlin efter kort tids alvorlig sygdom, oplyser præsidentkontoret.
Han var omgivet af sin familie.
Da Köhler gik af som præsident i 2010, skete det før tid på grund af en udtalelse fra Köhler om, at Tysklands militære engagement i udlandet skulle sikre landets økonomi.
Kritikere mente, at han dermed gjorde den dengang igangværende krig i Afghanistan til et økonomisk spørgsmål.
Hans talsmand sagde, at bemærkningen handlede om indsatsen mod piraterne ved Afrikas Horn.
Selv om Köhler regnede kritikken for uberettiget, måtte han gå af.
Köhler var medlem af det konservative parti CDU og var uddannet økonom.
Han blev født i 1943 under Anden Verdenskrig i en fattig landmandsfamilie i det østlige Polen.
Familien flygtede til Leipzig i det østlige Tyskland lige inden krigsafslutningen.
Nogle år senere flygtede familien videre til Vesttyskland.
Som den eneste i sin familie fik Horst Köhler en akademisk uddannelse og gjorde karriere i den vesttyske administration.
Han var vicefinansminister under forbundskansler Helmut Kohl og var med til at forhandle genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland på plads.
Senere blev Köhler direktør for Den Internationale Valutafond (IMF). Den post havde han fra 2000 til 2004, hvorefter han altså blev præsident.
Apple med alvorlig sikkerhedsfejl: Sådan beskytter du dine enheder mod hackerangreb.