30-årige Sean Klaibers kontrakt stod til at udløbe med Brøndby IF til sommer, men sådan er det ikke længere.
På Brøndbys hjemmeside oplyser fodboldklubben, at man har forlænget aftalen med højrebacken, så den løber til sommeren 2027.
– Med sin dedikation og professionelle tilgang hæver han niveauet i dagligdagen og bidrager til et stærkt fællesskab og en ambitiøs træningskultur i truppen, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
– Sean har længe udtrykt et ønske om at fortsætte i Brøndby IF, og da han er en vigtig profil for os, er vi utroligt glade for, at vi nu har papir på Sean i yderligere to år.
Landsholdsmæssigt har Klaiber repræsenteret de hollandske ungdomslandshold, mens han som senior har spillet tre A-landskampe for Surinam.
Han kom til Brøndby fra hollandske Utrecht i sommeren 2023. Siden er det blevet til 44 kampe i den gule trøje.
– Jeg er virkelig glad for at forlænge med den her fantastiske klub, og for mig var det virkelig en no-brainer. Min familie er det vigtigste for mig i verden, og de elsker at være her, og det spiller selvfølgelig også en stor rolle for mig i forhold til valget om at blive her endnu længere, siger Klaiber.