Som vi tidligere har omtalt her på Presse-fotos.dk, får Vibeke Muasyas ‘Over stregen’ snart premiere i de danske biografer.
Filmen, der er baseret på virkelige hændelser, tager et højaktuelt emne op, når den kaster lys på mistrivsel og mobbekultur i de danske folkeskoler – og forældrenes rolle på sidelinjen.
For at belyse det vigtige emne har Muasya allieret sig med flere store filmstjerner.
Nu kan produktionsselskabet Angel Films og distributionsselskabet Burre Film løfte sløret for filmens plakat samt give et smugkig med det første klip fra ‘Over stregen’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Baseret på en sand historie
‘Over stregen’ er baseret på bogen af samme navn skrevet af Ahrnt Clausen – der også har været med til at skrive filmens manuskript i samarbejde med Vibeke Muasya.
Bogen – og dermed også filmen – bygger på Clausens egne erfaringer som far i en situation, hvor han følte sig magtesløs, da hans søn Michael oplevede mobning i skolen.
I filmen følger vi 13-årige Martin og hans far Thomas, der begge lever med konsekvenserne af den ubehagelige mobbekultur.
Mens Martin kæmper med mobningen både i skolen og på internettet, forsøger hans far Thomas at holde sammen på hverdagen derhjemme.
Til sidst når det til et punkt, hvor de begge må tage et svært valg.
‘Da grænsen overskrides, tvinges Martin til et valg, der kan koste ham alt: tie – eller stå frem. Og han er ikke den eneste, der må vælge side,’ lyder det i en pressemeddelelse fra Have Kommunikation.
Lille klip, stort indblik
I det første offentliggjorte klip fra filmen møder vi netop Martin og Thomas.
De har lige været til et møde på skoleinspektørens kontor, hvor Martin har taget skylden for en knust rude i skolegården.
Først da de kommer hjem, røber han, at det slet ikke var ham, der kastede stenen mod ruden.
Samtalen mellem far og søn giver et indblik i deres forhold og det skolegårdshieraki, der holdt Martin fra at fortælle sandheden tidligere.
I ‘Over stregen’ medvirker Martin Greis-Rosenthal – blandt andet kendt fra ‘Krøniken’, ‘Badehotellet’ og ‘9. april’ – og debutanten Ejgil Riis Hansen i de bærende roller som far og søn.
De får selskab af flere store navne som Anette Støvelbæk, Bodil Jørgensen og Henrik Prip.
Filmen får biografpremiere den 5. november 2026.
Se første klip her:
