Store dele er gået i sort nytårsaften

Omfattende strømafbrydelser har nytårsaftensdag ramt Puerto Rico, og det kan tage op til to dage, inden strømmer kommer tilbage.

Det oplyser det amerikanske selvstyrende territories elforsyningsselskab.

Dermed risikerer mange på øen at skulle fejre nytår uden strøm.

En strømafbrydelse omfattende hele den caribiske ø begyndte klokken 05.30 lokal tid, oplyser selskabet Luma Energy.

Selskabet oplyser videre, at det formentlig er en fejl på et underjordisk kabel, der er skyld i strømafbrydelsen.

– Vi har allerede begyndt genoprettelsesprocessen, og hele processen vil tage 24 til 48 timer, oplyser Luma.

Strømafbrydelsen er sket, samtidig med at øen går imod sin turisthøjsæson, da turister kommer på besøg fra det vinterprægede amerikanske fastland.

Luma har i efterfølgende pressemeddelelser oplyst, at elforsyningen er blevet genoprettet i nogle områder. Det gælder blandt andet på et hospital i hovedstaden San Juan såvel som på den lille ø Culebra.

Ved middagstid havde omkring 15 procent af Lumas kunder strøm.

Selskabet meddelte tidligere, at strømafbrydelsen påvirkede 1,5 millioner kunder.

I de tidlige timer tirsdag kunne man se bygninger stå i mørket, mens trafiklys var ude af drift.

Puerto Ricos guvernør, Pedro Pierluisi, skriver på sociale medier, at han er i kontakt med Luma.

– Vi kræver svar, siger han.

Der bor omkring 3,2 millioner mennesker på Puerto Rico.

AFP

Allerede fra i morgen, den 1. januar, kan det være slut med benzin- og dieselbiler i flere byområder. Det er nemlig kun brint- og elbiler, der må køre i zonerne.