En anklager vil torsdag kræve en kvinde varetægtsfængslet for vold med døden til følge mod lille barn
En kvinde er blevet sigtet for vold med døden til følge mod et barn på knap et år.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Babyen skulle ifølge politiet have mistet livet i forbindelse med vold begået på Mors.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.
Kvinden bliver torsdag klokken 08.45 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holstebro. I retsmødet ventes en anklager at kræve kvinden varetægtsfængslet.
Presseafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi afviser umiddelbart at give flere oplysninger om sagen.
Det er således ikke oplyst, hvornår barnet er afgået ved døden, eller hvilken relation der eventuelt er mellem kvinden og barnet.
Men politiet oplyser, at anklageren i retsmødet torsdag vil begære lukkede døre. Følger dommeren anmodningen, vil sigtelsen blive læst op, og det vil blive oplyst, hvordan kvinden forholder sig til den.
Kvindens eventuelle nærmere forklaring og sagens beviser vil blive hemmeligholdt.
/ritzau/