Roser ambitiøs uddannelsesreform, men frygter én ting

Regeringens nye uddannelsesreform bliver overvejende positivt modtaget af HK, der ser store muligheder i en styrket professionel dannelse. Dog advarer forbundet mod at lade reformiveren gå ud over det faglige niveau.

HK mener, at den såkaldte epx kan gøre det nemmere for unge at vælge en erhvervsrettet vej, især for dem, der er i tvivl om deres fremtid.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

”Det er vigtigt for sammenhængskraften mellem uddannelserne på f.eks. handel- og kontorområdet og hele den store sektor, som omfatter administration, handel og servicebranchen, at vi får skruet et rigtig godt uddannelsestilbud sammen,” siger Anja C. Jensen, forbundsformand i HK.

Dog havde HK gerne set en tydeligere struktur for epx’ens faglige søjler allerede nu. I stedet må de afvente en ekspertgruppes anbefalinger.

”Epx’en skal have styrke og kvalitet til at stå i sin egen ret. Den skal tiltrække dem, der har lyst til at kombinere teori med praksis. Alt for mange sidder derude i gymnasieklasserne i dag og ville være lykkeligere et andet sted,” fortsætter hun.

Frygt for faldende fagligt niveau

HK er bekymret for, om reformen sikrer et fagligt niveau, der kan måle sig med det nuværende eux/hf-niveau, især når 10. klasse afskaffes og uddannelsestiden forkortes.

”Vi skal sikre, at eleverne får de nødvendige kompetencer både til arbejdsmarkedet og videre uddannelse, selv for dem med det sværeste udgangspunkt. Her havde vi i HK gerne set, at der blev tilbudt ekstra støtte til de elever, der har brug for mere tid og afklaring,” siger Anja C. Jensen i pressemeddelelsen.

Moderne syn på dannelse

Selvom der er bekymringer, ser HK også reformen som en chance for at nytænke dannelsesbegrebet i en mere erhvervsrettet retning.

”Nu håber vi på politisk mod til at diskutere, hvem der underviser og i hvad. Dannelse er mange ting, og der er også behov for professionel erhvervsrettet dannelse. Helt konkret kan det være, at vores unge i stedet for at læse Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren, skal sætte sig ind i fx Bestsellers forretningsstrategi. Det er også dannelse,” fastslår Anja C. Jensen.

HK ser nu frem til de videre politiske drøftelser og håber på en reform, der både styrker erhvervsuddannelserne og bevarer det faglige niveau.

Flere danskere kan i denne måned se frem til en økonomisk håndsrækning, da en rekordstor udbetaling netop er blevet annonceret. Hvis du er blandt de rette modtagere, kan pengene være på vej til din konto allerede med en udbetaling i februar.