Region i kovending: ‘Det sker ikke alligevel’

Anders Kühnau. Foto: Danske Regioner

Region Midtjylland havde egentlig planlagt at ændre i mulighederne for kørselsgodtgørelse til patienter, men nu sker det ikke alligevel.

En ny aftale i Region Midtjylland betyder, at patienter, der af helbredsmæssige årsager ikke kan tage offentlig transport, og samtidig opfylder lovens kriterier, fortsat har flere muligheder for kørsel.

‘De kan enten blive kørt gratis til hospitalet eller køre i egen bil med tilskud efter statens lave kilometertakst’.

Det oplyser Region Midtjylland selv i en pressemeddelelse.

I budgetaftalen for 2025 afsatte man ekstra midler til siddende patienttransport, da udgifterne er steget markant i løbet af de seneste år.

Derudover fjernede man også statens lave kilometertaks, men det dropper man nu. Til stor glæde for regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

‘Vi har lyttet til bekymringerne, og jeg er glad for, at vi i forligskredsen har fundet en løsning, der sikrer, at vi kan lade besparelsen udgå af budgettet for 2025,’ siger han.

Aftalen om at fastholde kørselsgodtgørelsen er truffet på baggrund af en ny udvikling i regionen.

‘Som en del af sundhedsreformen, ved vi nu, at der skal laves et nationalt eftersyn af reglerne for befordring. Derfor giver det god mening, at vi afventer eftersynet. Udgifterne til kørsel er dog stigende. Derfor er der stadig behov for at fokusere på at optimere driften og evt. justere servicemålene for den siddende patienttransport,’ siger Anders Kühnau.

Grundet de stigende udgifter på området har man afsat en pulje, der skal finansiere fastholdelsen af reglerne.

I landets store byer er der særligt behov for billige boligere. Nu siger ministeren god for, at borgere kan bo i containere.