Redning fremme: Flere biler i brand

Hovedstadens Beredskab har nytårsaften slukket brand i fire biler i Bystævneparken i Husum.

Det skriver beredskabet i et opslag på det sociale medie X.

– Vi har slukket brand i fire biler i samarbejde med Beredskab Øst. Vi har pakket sammen og er klar på gaden til nye opgaver, skriver beredskabet.

Bystævneparken ligger i den københavnske bydel Husum Nord mellem Frederikssundsvej og boligområdet Tingbjerg.

Beredskabet har delt et billede fra stedet, hvor man kan se, at der er brand i en bil, der holder parkeret ved en boligblok.

Hovedstadens Beredskab melder ikke noget om årsagen til branden.