Caroline Wozniacki er klar til tredje runde i Grand Slam-turneringen, US Open. Men det var ikke uden problemer undervejs.
Tennisstjernen Caroline Wozniacki er klar til tredje runde i US Open.
Der var dog drama undervejs, inden hun med cifrene 6-3, 6-3 slog Renata Zarazua fra Mexico, der er nummer 92 i verden.
Wozniacki havde kurs mod en sikker sejr foran med et sæt og ovenpå med et servegennembrud, da hun midt i andet sæt blev skadet i ryggen og øjeblikkeligt måtte modtage behandling.
Hun var klar til at fortsætte nogle minutter senere, og selv om hun i det første parti efter behandlingen blev brudt til 3-3, kørte hun sejren hjem i de efterfølgende partier.
Dermed står Wozniacki med gode muligheder for at nå grand slam-turneringens anden uge.
I tredje runde på lørdag stod hun til at skulle møde den fjerdeseedede, Elena Rybakina fra Kasakhstan, men Wimbledon-mesteren fra 2022 trak sig fra sin kamp i anden runde.
Nu skal Wozniacki i stedet møde den franske kvalifikationsspiller Jessika Ponchet, der er nummer 143 på verdensranglisten.
Wozniacki med god lodtrækning
Lodtrækningen har i det hele taget været gunstig for Wozniacki, der også mødte en kvalifikationsspiller i første runde.
Og modstanderen på Louis Armstrong Stadium torsdag aften lokal tid var også af en slags, som danskeren ikke måtte tabe til.
Nogen stor tennismæssig oplevelse var der ikke tale om i første sæt. De to spillere stod centralt på baglinjen og tonsede grundslag frem og tilbage, indtil en af dem missede. Oftest var det mexicaneren.
Når det kommer til udholdenhed på baglinjen, har Wozniacki altid været kendt for at være sejlivet, og Zarazua havde ikke for alvor våben til at bringe danskeren på glatis.
Wozniacki brød første gang til 3-1 og lignede én, der ville cruise sættet hjem, indtil hun leverede et fejlfyldt parti, så modstanderen kunne bryde til 3-4.
Den rutinerede dansker hankede dog lige op i sig selv og vandt de to næste partier og dermed sættet.
Spillets kvalitet blev højere fra starten af andet sæt. Mexicaneren fik flere vinkler på sine slag og begyndte at slå vindere. Hun manglede bare stabilitet, og Wozniacki udnyttede et par uprovokerede fejl til at bryde til 2-1.
Wozniacki havde chancen for at bryde til 4-1, men i stedet reducerede mexicaneren til 2-3, og i partiet efter kom så rygskaden, som i nogle minutter så ud til at kunne bringe sejren i fare.
Den 34-årige dansker fik dog kæmpet sejren hjem efterfølgende, da mexicaneren ikke greb sine chancer.
Nu venter en tiltrængt hviledag for Wozniacki, inden hun igen skal i kamp lørdag.
Wozniacki kunne også løfte sløret for, at der er en ganske usædvanlig lugt på banerne under US Open.