En større udrykning er sendt afsted til et landevejsuheld med tre køretøjer. En person er i den forbindelse blevet sigtet
Onsdag formiddag er flere ambulancer sammen med en lægehelikopter blevet rekvireret til et voldsomt færdselsuheld på Næssundvej i Lødderup ved Nykøbing Mors.
Her er der ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch sket et vigepligtsuheld, hvor tre personbiler er involveret.
Billeder fra stedet viser i den forbindelse, at uheldet er sket i et T-kryds.
Til trods for den store udrykning af redningskøretøjer oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at der ikke er sket nogen alvorlig personskade.
En bilist bliver til gengæld sigtet for vigepligtsuheldet.