Vanrøgt, vold og voldtægt: Ægtepar skal bag tremmer i årevis

En 54-årig mand og en 49-årig kvinde skal begge i fængsel i seks år p.g..a vanrøgt og vold mod deres tre fælles børn samt kvindens ældste barn, som hun har med en anden mand end den nu dømte. Derudover blev de dømt for voldtægt af et af børnene samt blufærdighedskrænkelse.

Begge blev kendt skyldige mandag ved en dom i Københavns Byret.

Børnene blev i flere tilfælde lukket inde på deres værelser og udsat for vold ved i flere tilfælde at få lussinger i ansigtet og på kroppen, ligesom et barn blev slået, til hun begyndte at græde. Et andet barn fik sat gaffatape på munden, når han græd eller larmede. 

Derudover blev både kvinden og manden dømt for voldtægt og anden seksuelt forhold end samleje i en længere årrække mod deres fælles nu 12-årige søn. Den 54-årige mand er desuden dømt for blufærdighedskrænkelse af parrets nu 11-årige datter, og den 49-årige kvinde er dømt for blufærdighedskrænkelse af sin søn ved at have filmet ham, mens han var i bad.  

LÆS OGSÅ: Cyklist bragt på hospitalet efter påkørsel på villavej

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ud over den 12-årige og den 11-årige har parret et 14-årigt fælles barn. Derudover har kvinden et barn fra et tidligere forhold, der nu er 19 år.

Det hele stod på fra januar 2010 til december 2018 i parrets fælles hjem i Dragør.

Parret blev varetægtsfængslet efter dommen, som de begge på stedet ankede til Østre Landsret.