Næste år udgiver det australske punkrockband The Chats deres første album i fem år ‘Half Cut’.
I den forbindelse drager den skramlende trio på en europæisk turné, der blandt andet går forbi Oslo, Berlin, Prag, Paris og Amsterdam, før turnéen afsluttes med tre shows i Londons Electric Ballroom.
Inden de tre gutter fra ‘down under’ kommer så langt, skal de dog et smut forbi Danmark, hvor de sigter efter at gentage succesen fra 2024, da de satte Store Vega på den anden ende.
Den 15. september 2017 vender The Chats nemlig tilbage til spillestedet på Vestebro.
Det annoncerer liveagenturet Smash!Bang!Pow! i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En hårdtslående rygepause
For 10 år siden etablerede skolekammeraterne Josh Price, Matt Boggis, Eamon Sandwith og Tremayne McCarthy bandet The Chats.
Inspireret af ikoniske punkbands som Ramones, Black Flag og Buzzcocks samt australske rockfavoritter som Cosmic Psychos, Dune Rats og Eddy Current Suppression Ring skabte de tre 17-årige gutter deres eget upolerede punkrockunivers.
Teksterne handlede – dengang som nu – om australsk kultur og simple laster som øl og cigaretter.
Det var netop en sang opkaldt efter et australsk slangord for en rygepause, der gav bandet det store gennembrud kort inde i karrieren.
Allerede i 2017 brød de nemlig igennem med det virale hit ‘Smoko’.
Nummeret blev guldcertificeret i hjemlandet og den udpræget australske musikvideo skovlede millioner af views ind – i skrivende stund er den blevet set mere end 25,4 millioner gange.
I 2020 udgav The Chats – nu uden McCarthy – debutalbummet ‘High Risk Behaviour’, der fik ros af anmelderne, indtog en femteplads på den australske albumhitliste og indeholdt endnu en guld-certificeret single i form af ‘Pub Feed’.
Albummet var også at finde på hitlisterne i Belgien og Skotland.
Efter en udskiftning af Josh Price, der overlod tjansen som guitarist til det nye medlem Josh Hardy, udgav bandet deres andet studiealbum ‘Get Fucked’.
Denne gang blev det til en andenplads på den hjemlige albumhitliste, mens pladen også figurerede på hitlisterne i Tyskland, Skotland og Storbritannien.
I 2027 er The Chats igen albumaktuelle, og publikum i Store Vega kan dermed se frem til nye numre fra ‘Half Cut’ samt velkendte favoritter fra bagkataloget.
Bandet består i dag af forsanger og bassist Eamon Sandwith, trommeslager Matthew Boggis og guitarist Joshua Hardy.
Billetsalget starter mandag den 2. november klokken 10.
Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store

