Kan blive en Take That-reunion: Robbie Williams kommer til Fyn

Den britiske verdensstjerne vender endnu en gang tilbage for at at underholde det danske publikum – på samme festival som sine tidligere boybandkammerater fra Take That.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

For tredje år i streg – og for sjette gang på godt fire år – lægger Robbie Williams vejen forbi Danmark.

Denne gang er det Fynboerne, der får fornøjelsen af den britiske gavflab, når han vender tilbage til øen efter sin koncert på festivalen Heartland i 2023.

Denne gang bliver det til et comeback på en anden festival, nemlig den odenseanske Tinderbox, hvor han senest optrådte tilbage i 2015.

Det annoncerer festivalens arrangører i en pressemeddelelse, hvor de også løfter sløret for flere internationale navne og danske stjerner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Robbie Williams. Pressefoto via Tinderbox.

Kan støde ind i gamle venner

Den britiske verdensstjerne kan ikke blot se frem til at møde det danske publikum igen, når han træder ind på scenen i Tusindårsskoven.

Der er også en reel chance for, at han støder ind i tre gamle venner, der ligeledes vil være at finde på Fyn til juni.

Robbie Williams deler nemlig pladsen på Tinderbox-plakaten med sine gamle boybandkammerater fra Take That.

Fra 1990 til 1995 og igen fra 2010 til 2014 var han en del af boybandet og havde en finger med i hits som ‘Back for Good’ og ‘The Flood’.

Robbie skal dog spille en koncert i Norge den 26. juni. Og det vides endnu ikke, hvilken dag solostjernen og Take That hver især spiller på festivalen. Så der er også en risiko for, at de lige akkurat misser hinanden på vej til og fra den fynske hovedstad.

Se også
Amerikansk stjerne og maskerede canadiere: NorthSide annoncerer 11 nye navne
Se også
Efter ni års ventetid: Popstjerne er blandt de første navne på dansk festival

Flere legender på plakaten

Mens Tinderbox-tilskuerne kan se frem til at synge med på ikoniske hits som ‘Let Me Entertain You’, ‘Angels’ og ‘Feel’, er det bestemt ikke det eneste, de kan glæde sig til.

Dagens annoncering tilføjer nemlig yderligere otte navne til plakaten, der før i dag kun talte Take That.

Og her er der altså tale om flere markante internationale navne og danske stjerner.

Robbie Williams er ikke den eneste brite i dagens annoncering, da han får selskab af folkpop-stjernen Myles Smith.

Fra den anden side af Atlanten kommer en vaskeægte legende i form af Guns N’ Roses-guitaristen Slash. Han tager Alter Bridge-forsanger Myles Kennedy og hans band The Conspirators med til Fyn.

Og så vender den svenske stjerne Lisa Ekdahl tilbage til Danmark efter fire koncerter i DR Koncerthuset i foråret og en optræden på Langelands NÆR Festival i september.

Tinderbox-bookerne har desuden landet aftaler med tre af de mest omtalte danske navne lige nu. Det er popstjernen Mille, hooliganrockbandet Von Quar og TikTok-sensationen Kliken.

Programmet på den elektroniske Magicbox-scene kickstartes samtidig med Swedish House Mafia-medlemmet Sebastian Ingrosso og Suspekt-produceren Rune Rask.

Tinderbox 2027 løber af stablen i Tusindårsskoven i Odense den 24. til 26. juni.

Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store

Annonce
Annonce
Annonce