74-årig fører af en bil, der torsdag ramte en cyklist, sigtes for uagtsomt manddrab. Han erkender skyld
En 25-årig kvinde er afgået ved døden, efter at hun torsdag blev ramt af en bil i Tirstrup på Djursland.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X – det tidligere Twitter – omkring klokken 11.45 fredag.
Kvinden kom cyklende på Århusvej, da hun blev ramt af bilen.
Den 25-årige blev fløjet til Aarhus Universitetshospital. I første omgang lød det, at hun havde alvorlige kvæstelser.
Fredag formiddag skrev politiet på X, at hun var indlagt i kritisk tilstand. Her fremgik det også, at en 74-årig fører af bilen var blevet anholdt.
Fredag middag skrev politiet, at den 74-årige er blevet sigtet for spritkørsel og for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
I døgnrapporten skriver politiet, at manden ifølge sigtelsen kørte op bag den 25-årige med sin bil. Hun kom cyklende i siden af vejen.
– Vidner havde forinden set bilen køre meget slingrende, og da bilisten blæste i alkometeret, viste målingen af hans promille et stykke over det tilladte, skriver politiet i døgnrapporten.
Den 74-årige har også fået taget en blodprøve for at fastslå, hvad hans promille var, lyder det.
Manden er fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.
Her var den 74-årige ifølge Horsens Folkeblad iført en brun jakke og et regnbuefarvet halstørklæde om halsen. Han sad stille og lyttede med hænderne foldet, da sigtelsen blev læst op.
– Jeg ved godt, at det her er stjernealvorligt, sagde manden i retten ifølge Horsens Folkeblad.
Manden erkender sig skyldig, men han ønskede ikke at udtale sig under fredagens retsmøde, oplyser Østjyllands Politi på X.
En dommer besluttede under retsmødet at varetægtsfængsle manden i tre uger.
– Han kærede ikke kendelsen, skriver Østjyllands Politi omkring klokken 14 på X, efter at grundlovsforhøret er slut.
En bilinspektør var torsdag til stede på ulykkesstedet for at foretage undersøgelser, som skal klarlægge, hvad der nærmere er sket.
/ritzau/



