12. feb. 2024 - 8:17

Ugen starter med et ekstra skud vintervejr



Danskerne vågner mandag op til en overskyet start på ugen med udbredt regn samt slud og sne flere steder i landet.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Marielle Fournier.

– Mandag er vi nogle, der får et ekstra skud vintervejr. Ellers er der mildere vejr på vej til hele landet i løbet af ugen, lyder det.

Temperaturen i de nord- og østlige egne kommer til at ligge et sted mellem frysepunktet og op til tre grader.

Imidlertid får indbyggerne i de sydvestlige egne relativt tørt vejr med temperaturer på mellem tre og syv grader.

Tirsdag ser ud til at blive ugens pæneste dag, hvor solen ventes at titte frem flere steder i Danmark.

– Temperaturen kommer til at være mellem to og syv grader med en let til frisk vind fra sydvest, siger Fournier.

Resten af ugen kan man ifølge meteorologen slå sammen, da vejret bliver nogenlunde ensartet.

Onsdag bliver mest skyet med udbredt regn fra sydvest. Temperaturen stiger en smule til mellem tre og otte grader med en let til frisk vind fra syd og sydøst.

– Den milde luft fra de sydvestlige retninger bringer en masse skyer med op, så der kommer regn i tide og utide, siger hun.

Lavpunktet ventes at være torsdag, der ifølge meteorologen bliver en til glemmebogen.

– Især torsdag ser ud til at blive diset og snusket, siger Fournier.

Temperaturerne kan dog stige en smule slut på ugen og fredag nå op på mellem fem og 10 grader.

Det er dog kun lige indtil weekenden, hvor dagstemperaturen ventes at falde igen til mellem to og syv grader og ned til frysepunktet natten til søndag.