Tre sigtede er i grundlovsforhør i drabssag

To mænd og en kvinde er lørdag i grundlovsforhør, hvor de er sigtede i en sag om drab.

Der er tale om en 60-årig mand fra Roskilde samt en 27-årig mand og en 48-årig kvinde, der begge kommer fra Lolland.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De tre har tidligere været afhørt i forbindelse med sagen, hvor politiet sigtede dem for at have dræbt den 42-årige Jimmi Steffen Lillelund.

LÆS OGSÅ: Uhyggelig hændelse på rideskole: De taler om drab

Han forsvandt 30. april 2020, hvor han sidst blev set på Holmevej i Gundsømagle nordøst for Roskilde om eftermiddagen.

Siden viste politiets efterforskning, at Jimmi Steffen Lillelund sandsynligvis var blevet udsat for en forbrydelse.

Han boede på en gård, og hans lig er aldrig fundet. Det er lykkedes at finde hans bil, som stod i en haveforening i Ishøj.

Artiklen fortsætter under billedet

Politiet afhørte de tre mistænkte i juni i år, men de blev dengang løsladt. På det tidspunkt var der ikke grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med begær om varetægtsfængsling.

Det er der nu, og de tre er både sigtet for drab og usømmelig omgang med lig, da de ville skaffe sig af med liget.

Grundlovsforhøret finder sted lørdag ved Retten i Holbæk.

Senioranklager, Andreas Dahl, vil begære dørlukning i sagen, og derfor kan politiet ikke oplyse yderligere i sagen på nuværende tidspunkt.

På billederne her på siden arbejder politiets teknikere ved en rideskole, hvor Jimmi Steffen Lillelund arbejdede.