Tre unge er dræbt, mens en fjerde er blevet indlagt alvorligt kvæstet på hospitalet efter en Tesla Cybertruck kørte galt og brød i brand
“Det er et tragisk tab af menneskeliv. Vores hjerter går ud til de familier, der er blevet ramt af denne tragedie.”
Sådan lyder det nu fra politichef Jeremy Bower, efter en færdselsulykke med en Tesla Cybertruck i løbet af denne uge har kostet tre mennesker livet og fået en fjerde indlagt på hospitalet.
Ulykken er sket lige uden for den amerikanske by San Francisco, skriver mediet Independent.
Politiet ankom kort efter ulykken til stedet, da en af ofrenes Iphone havde sendt en alarm til redningsmandskabet.
Da betjentene ankom var cybertrucken allerede i brand, og et tilfældigt vidne var i færd med at redde den overlevne ud af køretøjet.
Branden var så voldsom, at politiet ikke kunne slukke flammerne med deres pulverslukkere, men brandvæsenet kom kort efter og kunne til sidst bekæmpe ilden.
I det forulykkede køretøj fandt man efterfølgende tre lig.
Politiet vil ikke ud med oplysninger om de involverede, men en person tæt på ofrene i sagen fortæller, at det er tale om tre mænd og en kvinde.
De er angiveligt alle netop dimmiterede fra en High School – og nogle af dem var ‘meget populære fodboldspillere’.
Politiet har endnu ikke kendskab til, hvorfor ulykken er sket, men en medvirkende faktor har været farten.
Der er på nuværende tidspunkt ingen indikationer, der viser, at der skal være et mekanisk problem på bilen, der har spillet en rolle, lyder det fra amerikansk politi.