To drenge på 9 og 12 år døde: By i dyb sorg

Den nordvestjyske by Nørre Vorupør er trykket, efter at politiet onsdag eftermiddag oplyste, at to tyske drenge på 9 og 12 år er afgået ved døden efter et jordskred søndag.

Det oplyser Louise Lindgaard Johansen, der er formand for Vorupør Borgerforening.

– Der er stadig turister, som prøver at holde ferie, men som er meget påvirkede af det. De sidste dage har der været meget dårlig stemning i byen, siger hun.

Foreningen afholder en mindehøjtidelighed onsdag aften klokken 19. Dem, der har lyst, kan gå med optoget fra Vorupør Kirke og ned til stranden, hvor drengene blev begravet af sandet.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

– Vi vil gerne have en ordentlig, respektfuld afslutning på det, som vi har frygtet i flere dage. Det er en lejlighed til at mødes og gå en tur sammen for at få det snakket igennem, siger hun.

De to drenge blev begravet i klitterne søndag eftermiddag og lå under sand og jord i omkring 40 minutter, inden de blev gravet fri. De var i kritisk tilstand indtil tirsdag, hvor de afgik ved døden, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.

Leder af redningsstationen i byen Benny Bak, som var med til at grave drengene fri, fortæller til Ritzau, at det er sket to gange, at nogen er afgået ved døden i forbindelse med en ulykke i klitterne.

Sidst var i 1965, hvor et barn også gik bort.

Presse-fotos.dk har tidligere i dag dækket sagen tæt. Læs mere her.