To unge mænd er blevet tiltalt for et brutalt overfald begået i Virum, hvor offerets kæbe blev brækket
En 29-årig mand tager kvælertag på offeret ved at holde fast i hans hals bagfra, mens en 28-årig mand slår offeret en gang i ansigtet med en knytnæve, så kæben brækker.
Sådan lyder tiltalen i et anklageskrift mod en 29-årig mand fra Ballerup og en 28-årig mand fra Søborg.
Et anklageskrift som Sjællandske Nyheder har fået aktindsigt i.
SE OGSÅ: VIDEO VISER BRUTALT OVERFALD I NATTELIVET: POLITIET PÅ JAGT EFTER GERNINGSMANDEN
Overfaldet skete tilbage en sommeraften i 2021 omkring klokken 21.35 i Virum, men først nu er de to mistænkte gerningsmænd blevet tiltalt for volden og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Sidstnævnte skete, da de samme to mænd kort efter overfaldet råbte og skreg af offerets far og bror, og fordi de forsøgte at gå forbi politiet, der ankom til stedet og holdt parterne adskilt.
Sagen kommer for Retten i Lyngby den 4. oktober.