En fransk politibetjent er blevet anholdt og sigtet for at have planlagt et terrorangreb og fremstillet våben med en 3D-printer.
Terrordrama udspiller sig lige nu i Frankrig.
En ekstremistisk terrormistænkt er blevet anholdt.
Den anholdte er selv politibetjent. Han beskrives som voldelig og med en historik præget af en radikal højrefløjsideologi.
Manden er 35 år og sigtes for ulovlig fremstilling, handel med og besiddelse af våben i forbindelse med en terrororganisation.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Manden sigtes desuden for at have forberedt et terrorangreb.
Han skulle angiveligt have fremstillet våbnene ved hjælp af en 3D-printer.
Han sigtes også for at have opfordret til terror via sociale medier og blev ifølge AFP anholdt på åben gade den 23. august.
Siden anholdelsen har manden siddet varetægtsfængslet, mens han venter på sin retssag.
AFP har forsøgt at få en kommentar fra betjentens advokater, men har ikke fået svar på henvendelsen.
Nyheden kommer, efter at en betjent, der var medlem af det franske højrefløjsparti National Samling (RN), er blevet ekskluderet af partiet, fordi han kom med racistiske, homofobiske og sexistiske kommentarer.
At han kom med den type udtalelser, blev afsløret gennem optagelser fra et kamera.
Det var en hændelse, som den franske ligestillingsminister Aurore Bergé kaldte “helt uacceptabel”.