Rusland rykker ind på schweizerne og overtager deres aktiver. De bliver sat under administration, ligesom andre vestlige firmaer også er blevet efter invasionen af Ukraine.
Ruslands præsident tager endnu et skridt i ekstrem retning.
Foruden at Rusland med præsident Putin i spidsen fortsætter den voldsomme krig i Ukraine, foregår der også en indre kamp i Rusland.
Her kæmpes der med at opretholde det økonomiske system.
De fleste vestlige virksomheder solgte hurtigt deres russiske forretninger eller afskærmede dem fra resten af koncernen, efter at Moskva indledte sin invasion af Ukraine i 2022.
Siden har Rusland gjort det stadig vanskeligere for udenlandske virksomheder at forlade landet ved at kræve præsidentens godkendelse af handler og har placeret visse aktiver under midlertidig administration.
Og det sker nu igen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Vladimir Putin har beordret, at de russiske aktiver, som tilhører fødevaregiganten Nestlé og den franske supermarkedskoncern Auchan, skal sættes under midlertidig administration.
Det fremgår af et dekret fra den russiske præsident, skriver Reuters torsdag.
Beslutningen betyder, at de to selskaber bliver frataget retten til at råde over deres egne aktiver i Rusland.
Der oplyses ikke nærmere om, hvor længe den midlertidige administration skal vare.
Nestlé skriver i en pressemeddelelse, at de er opmærksomme på situationen.
“Virksomheden er i gang med at vurdere situationen og sine muligheder,” skriver Nestlé og fortsætter:
“Nestlé er fast besluttet på at tage alle nødvendige skridt for at beskytte sine rettigheder og sikre kontinuiteten i forretningsaktiviteterne i alle interessenters interesse, særligt medarbejdernes.”
Den franske detailkoncern Auchan har aktiviteter i 12 lande og beskæftiger mere end 150.000 medarbejdere på verdensplan.
Nestlé er ligeledes en af verdens største producenter af fødevarer og drikkevarer.
Den schweiziske koncern står blandt andet bag morgenmadsprodukter, chokolade og kaffe.