Tesfaye vil genindføre eksamener med papir og blyant i gymnasier

Mathias Tesfaye
Arkivfoto: Mathias Tesfaye.

Det er en god idé at indføre analoge eksamener i gymnasier, mener formand for Gymnasieskolernes Lærerforening og Tesfaye.

Eksamener med papir og blyant skal i højere grad genindføres i gymnasierne.

Det mener børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), skriver Jyllands-Posten.

– Vi skal ikke tilbage til lektor Blomme. Jeg er ikke bange for maskiner, men jeg er bange for dumme mennesker. Med papir og blyant eliminerer vi snyd og får et rettidigt billede af elevernes faglige niveau, siger ministeren til avisen.

Til næste sommer skal det gælde eksamener i spansk, italiensk og fransk. I 2027 skal tiltaget også bredes ud til tysk og engelsk.

Tomas Kepler, der er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, hilser forslaget velkomment.

– Vi er positive over for, at man ser med alvor på behovet for at udvikle prøveformerne, og at ministeren tør at sige, at nogle prøver skal være analoge og ikke digitale, siger han til Ritzau.

Forslaget skal ifølge Mattias Tesfaye ses som et tiltag mod snyd med blandt andet kunstig intelligens.

Den udfordring er noget, som de fleste gymnasielærere kender til, siger Tomas Kepler.

– Vores medlemmer oplever både i det daglige og til eksamener, at det er nærmest umuligt at vide, om man rent faktisk vurderer eleven.

– Adgangen til kunstig intelligens underminerer troværdigheden af elevernes opgaver. Og det koster rigtig meget på tilliden mellem lærer og elev, siger han.

En person har begået vold på gaden. Da politiet mødte op for at tale med ham, stak han af. Lige nu forskanser han sig i en lejlighed, hvor politiet er massivt til stede.