Teenager sigtet: Rejste til Danmark for at dræbe

En dommer i Københavns Byret skal lørdag tage stilling til, om fire mistænkte skal varetægtsfængsles i en sag om drabsforsøg og våben.

De sigtede er en irakisk mand og tre danskere – to mænd og en kvinde. De er i alderen 18 til 22 år.

Københavns Politi oplyser, at de alle fire sigtes for forsøg på drab og forsøg på ulovlig våbenbesiddelse.

De bliver alle stillet for en dommer i et retsmøde klokken 13, men allerede tidligere på dagen blev den ene af de mistænkte – en 18-årig mand fremstillet.

Det skriver Ekstra Bladet. Teenageren blev anholdt før de andre og blev derfor kortvarigt fremstillet for at overholde kravet om, at man skal stilles for en dommer inden for 24 timer.

Ifølge avisen sigtes den unge mand for med flere medgerningsmænd mellem 25. november og frem til fredag 6. december at tage fra Tyskland til Danmark for at dræbe en eller flere ukendte personer et ukendt sted i Københavnsområdet.

Han ankom 2. december til København og opholdt sig derefter afventende på flere forskellige hoteller Her ventede han ifølge sigtelsen på at få udleveret skydevåbnet og besked om, hvor han skulle begå drabet, skriver Ekstra Bladet.

Den 18-årige nægter sig skyldig.

Det er endnu uvist, hvordan sigtelsen mod de tre andre lyder.

På Vestegnen undersøger politiet lige nu et område med teknikere og hunde. En er kørt på hospitalet i forbindelse med ‘husspektakler’.