En 19-årig kvinde er blevet fundet død i en ovn hos verdens største supermarkedskæde. Indtil videre er dødsårsagen ukendt
“Vi er knuste, og vores tanker går til vores kollega og hendes familie.”
Sådan siger en talsmand fra supermarkedskæden Walmart efter et forfærdeligt dødsfald, hvor en 19-årig kvinde er blevet fundet livløs i en ovn.
Det skriver amerikanske ABC News.
Fundet blev gjort i Walmart-butikken i canadiske Halifax, hvor den 19-årige arbejdede.
Ifølge politirapporten blev hun fundet i den store ovn, der tilhører butikkens bagerafdeling.
Det canadiske politi oplyser, at dødsårsagen stadig er ukendt, og at sagens efterforskning er omfattende og kompleks.
Talsmanden fra Walmart fortæller til ABC News, at butikken er lukket for at gøre plads til efterforskningen.
“Fokus er nu at passe på vores medarbejdere og sikre, at de får den støtte, de har brug for. Som politiet har oplyst, er der tale om en meget kompleks sag, og efterforskningen er stadig i gang,” siger talsmanden ifølge mediet.
Den nærmere identitet på kvinden er ikke kendt.