‘Tag bagtrappen’ skudafgivelse i hovedstaden

Politi til stede

Københavns Politi har siden lidt efter mandag midnat været til stede ved Titangade på Nørrebro efter flere anmeldelser om skudafgivelse.

Det oplyser vagtchef Martin Kajberg fra Københavns Politi. 

– Vi har ikke fundet nogen ramte, men vi har fundet objektive fund, der gør, at vi kan konstatere, at der er afgivet skud, siger han.

Martin Kajberg henviser til, at politiet har fundet patronhylstre i området.

Desuden står det klart, at i hvert fald et skud har ramt hoveddøren til en opgang, som derfor er blevet afspærret.

Beboerne i opgangen er ikke blevet evakueret, men har fået besked på at tage bagtrappen i stedet.

Politiet modtog den første anmeldelse om skudafgivelse klokken 00.28.

Ingen blev ramt, og der blev indledningsvist ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

Central efterforskningsleder ved Københavns Politi Martin Møller oplyser dog tidligt mandag morgen, at en 16-årig dreng i forbindelse med efterforskningen er blevet anholdt og sigtet for brud på våbenloven.

Det står ifølge Martin Møller endnu ikke klart, om han rent faktisk har været involveret i skyderiet.

Politiet er fortsat til stede ved området tidligt mandag morgen.

Læs også: Aktivister spolerede Sankt hans på Frederiksberg