Snød ældre borgere: Nu skal de i fængsel

Illustrationsfoto

Retten i Sønderborg idømte onsdag to mænd på henholdsvis 20 og 36 år fængselsstraffe i en sag om bedrageri af ældre.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet skriver, at sagen drejede sig om i alt 135 forhold, som alle blev begået i januar 2023.

Ifølge politiet ringede ukendte medgerningsmænd til ældre kvinder og udgav sig for at være fra deres bank. Medgerningsmændene fortalte angiveligt kvinderne, at de var ved at blive svindlet.

Herefter mødte den 20-årige mand, som blev idømt to års fængsel, op på adressen og franarrede kvinderne deres dankort og pinkode.

Ifølge JydskeVestkysten erkendte 20-årige Adam Præstegaard Heessels sin rolle undervejs i retssagen.

Den 36-årige mand blev dømt for at være chauffør i sagen. Det kostede ham en fængselsstraf på et år og tre måneders fængsel.

(Artiklen forstætter under billedet)

Illustrationsfoto

Han nægtede sig skyldig.

Ifølge politiets pressemeddelelse lykkedes det mændene at skaffe over en halv million kroner.

Sagen drejer sig om 30 tilfælde af bedrageri. I 27 af tilfældene lykkedes det for den 20-årige at få udleveret kort og pinkode – i enkelte tilfælde fik han også kontanter.

21 af de forurettede kvinder har vidnet i retten, som Retten i Sønderborg har brugt 10 dage på.

Flere af dem kunne ifølge politiet fortælle, at den ene tiltalte overbeviste dem om, at hvis de gav ham kontanter, kunne han sætte dem i banken for dem.

De to mænd blev anholdt af politiet, da de blev stoppet i Horsens i slutningen af januar 2023.

Her havde den 20-årige tre dankort på sig, som alle tilhørte ældre kvinder.

Den 20-årige mand modtog dommen, skriver politiet. Den 36-årige udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke.

Den 20-årige og den 36-årige mand blev varetægtsfængslet, efter at de blev stoppet. Den 36-årige blev løsladt under selve retssagen, imens den 20-årige blev løsladt ved onsdagens dom.

De skal afsone resten af deres dom på et senere tidspunkt, skriver politiet.