Nordjyllands Politi arbejder ud fra en hypotese om, at skolebrand i Nørresundby kan være påsat
En kraftig brand opstod søndag aften på den lukkede skole Løvvangskolen i Nørresundby.
Det fik omkring klokken 01.30 natten til mandag Nordjyllands Politi til at opfordre alle beboere i området til at søge indendørs, lukke vinduer samt at slukke ventilation.
Mandag morgen har man trukket brandfolkene ud af bygningen, som ser ud til at brænde helt ned. Det siger politiet til TV 2 Nord.
– Det er en kraftig brand. Nordjyllands Beredskab har problemer med at hindre den i at sprede sig til de øvrige bygninger, sagde vagtchef Lau Larsen tidligere på natten.
– Branden udvikler ret kraftig røg. Der kan både være asbest og PCB i den her røgfane, sagde vagtchefen.
Politiet har derfor udsendt en beredskabsmeddelelse, og beboere i området har fået et varsel tilsendt via sms.
– Det er af taktiske hensyn, for hvis vi starter sirenerne, kan vi risikere, at folk kommer ud, siger Lau Larsen.
Politiet arbejder ud fra en hypotese om, at branden kan være påsat.
– Da det er en efterladt skole, som ikke har været i brug længe, arbejder vi ud fra en hypotese om, at den kan være påsat, siger vagtchefen til Nordjyske.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det vil dog blive undersøgt nærmere, når slukningsarbejdet er færdigt, og brandteknikerne kan komme til.
Branden opstod omkring klokken 21.30 søndag aften.
Løvvangskolen lukkede ifølge lokalmediet TV2 Nord i 2017.