Borgere på Nørrebro og i det københavnske nordvestkvarter har lørdag aften kunne høre sirener og spotte blå blink i forbindelse med flere forskellige udrykninger. Vi gennemgår dem her
Lørdag aften er der sket flere forskellige udrykninger i det københavnske nordvestkvarter, hvor der både har været brug for ambulancer, politi og brandvæsen.
Første melding lød omkring klokken 18.00, hvor Hovedstadens Beredskab og Københavns Politi blev alarmeret omkring en mulig brand på Ørnevej i København NV.
Kort efter var flere beredskabskøretøjer fremme på stedet, hvor man hurtigt kunne erklære situationen under kontrol.
Det oplyser Presse-fotos.dks udsendte.
“Der er ikke tydelige tegn på brand i bygningen set ude fra, men de har trukket brandslanger ind på adressen,” siger vores udsendte, som fortæller, at beredskabet hurtigt forlod adressen igen.
Få minutter efter første alarmopkald lød også en alarm på Hejrevej ikke langt fra brandmeldingen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På Hejrevej havde borgere ifølge den indledende anmeldelse til brandvæsenet kunne lugte gas, og derfor ankom politi-, brand- og redningsmandskab hurtigt til stedet.
Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at redningsmandskabet efter 20 til 30 minutter begyndte at pakke sammen.
“Brandvæsenet kører væk fra adressen nu, men ambulanceredderne bliver her. Jeg tror, de behandler nogle inde i ambulancen,” siger vores udsendte.
Presse-fotos.dk er ikke bekendt med de nærmere omstændigheder herunder, hvorfra gaslugten er opstået.
Der er i begge situationer ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet alvorligt til skade.