Seks personer sad fast i elevator – og der var røglugt

Både politi og brandvæsen var sent mandag eftermiddag stærkt repræsenteret på Gasværksvej på Vesterbro i København efter en melding om, at personer sad fast i en elevator, og at der var røglugt.

“Det er klart, at vi i den situation tropper massivt op,” siger Martin Kajberg, vagtchef, Københavns Politi, til presse-fotos.dk

“Men det viste sig ikke at være så slemt endda. Der var tale om seks personer, som sad fast i en elevator, men dem fik redningsfolkene hurtigt ud. Røglugten kom med allerstørste sandsynlighed fra en cigaret,” siger vagtchefen.

Han tilføjer, at politiet har forladt stedet, og at der ikke var nogen, der kom noget til.