En bolddreng fik en smædesang af Kasper Schmeichel, som nu undskylder for sin opførsel
Frustrationen strålede ud af Kasper Schmeichel i kampen mod San Marino tirsdag, og det kom blandt andet til at gå ud over en bolddreng.
Landsholdets keeper var i et tilfælde særdeles hård i retorikken over for bolddrengen, da han ville have fat i en bold og sætte spillet i gang.
Det beklager han nu i en story på Instagram.
– I et ophedet øjeblik kom jeg til at gå over stregen og bruge et forkert ordvalg overfor en bolddreng under kampen i går, skriver Kasper Schmeichel.
– Som alle ved, betyder det alt for mig at være rollemodel for børn, og det gør jeg alt for at leve op til. Her fejlede jeg, og det er jeg ked af og beklager.
Ifølge beretninger fra stadion i San Marino råbte Kasper Schmeichel: “Give me the ball, you fucking prick.”
Det kan nogenlunde oversættes til: “Giv mig bolden, din fucking idiot”.
Efter kampen udtalte Kasper Schmeichel, at den slags er en del af spillet, og at det er helt normalt at sige i for eksempel England, hvor keeperen har spillet det meste af sin karriere.
Men han er altså kommet på andre tanker efter at have sovet på det.
Danmark vandt kampen i San Marino med 2-1 efter en mildest talt skuffende sportslig optræden.
/ritzau/