Det russiske skib ‘Chusovoy’ er blevet fanget af overvågningskameraer ved Storebæltsbroen mandag ved middagstid.
Det skriver Danwatch.
Ifølge mediet tilhører skibet Ruslands flåde og er angiveligt specialiseret i at opsnappe signaler fra vestlige ubåde.
Søndag blev den russiske militære slæbebåd ‘SB-123’ observeret i dansk farvand.
Båden blev tæt overvåget af Søværnets patruljefartøj ‘P523 Najaden’ i løbet af aftenen og natten til mandag.
Det viser AIS-positionsdata, som Danwatch har gennemgået.
AIS er et automatisk identifikationssystem, som gør det muligt for skibe at dele oplysninger om blandt andet deres position og kurs.
‘SB-123’ tilbragte mere end syv timer ud for Grenaa, før båden satte kurs mod Storebælt, hvor ‘Chusovoy’ blev set.
Søværnets patruljefartøj fulgte efter ‘SB-123’ til Storebælt, skriver Danwatch.
Sidste år skrev DR på baggrund af data fra opsnappede radiomeldinger, at ‘SB-123’ opererede i området øst og nordøst for Bornholm natten mellem 21. og 22. september 2022.
Det vil sige få dage før sprængningerne af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen nær Bornholm.
I sidste måned kom det frem, at 27 russiske skibe tilsyneladende har fået forbud mod at sejle til havne eller ankerpladser i danske farvande.
Sådan lød det i hvert fald i en intern vejledning fra det danske statslodseri Danpilot, der står for at føre skibe gennem dansk farvand.
Det skrev Information og Danwatch, der havde set mailen med vejledningen.
– Det er forbudt direkte eller indirekte at give adgang til havne, ankerpladser samt at levere tjenester, herunder bunkring og skibsforsyninger med videre til følgende skibe, stod der i mailen ifølge de to medier.