Den iransk-hollandske sanger Sevdaliza og koncertformatet Hun Solo skal erstatte den sydafrikanske sanger Tyla på Roskilde Festival.
Det offentliggør festivalen i et opslag på sin Instagram-profil.
Men det vil være musikeren Icekiid, der skal stå på Arena klokken 20.30 i stedet for Tyla onsdag, skriver festivalen. Icekiid er blevet flyttet fra et andet tidspunkt i programmet.
Sevdaliza skal i stedet spille på scenen Eos klokken 21, lyder det, mens Hun Solo spiller på Apollo klokken 17.30.
Hun Solo vil på festivalen indeholde shows med sangeren Karen Mukupa, Iomfru, Stine Bramsen og Kajsa Vala.
Tyla aflyste tirsdag sin koncert på Roskilde Festival på grund af “uforudsete omstændigheder”, skrev festivalen tirsdag.
Den 22-årige sangerinde, hvis fulde navn er Tyla Laura Seethal, har det sidste år fået international opmærksomhed efter sit hit “Water”.
I marts aflyste hun sin verdensturné.
I den forbindelse oplyste hun på sociale medier, at hun det sidste år havde haft en skade, og at læger havde rådet hende til at aflyse turnéen.
Ud over Tyla har rapperen J Hus også aflyst sin koncert lørdag på festivalen, skriver Roskilde Festival videre i opslaget. I stedet vil den britiske rapper Headie One spille på festivalen.
J Hus aflyser koncerten på grund af “personlige årsager”, lyder det.
Headie One udgav i sidste uge albummet “The Last One”.
Også den amerikanske sanger Kali Uchis aflyste tilbage i maj sin planlagte koncert på årets Roskilde Festival.
Aflysningen skyldtes problemer med planlægningen, oplyste festivalen dengang.
Roskilde Festival 2024 finder sted fra 29. juni til 6. juli. Lørdag åbnede campingområdet, mens festivalpladsen åbner onsdag.
Over 130.000 gæster forventes i perioden at deltage i festivalen.