Rørende billeder: Lys, blomster og bedrøvede blikke foran Field’s dagen derpå

Politiet er mandag eftermiddag stadig massivt til stede ved storcentret Field’s på Amager, hvor der søndag eftermiddag fandt et forfærdeligt angreb sted, som kostede tre personer livet og efterlod flere mennesker hårdt kvæstet.

LÆS OGSÅ: POLITIET BEKRÆFTER, AT FLERE PERSONER ER BLEVET DRÆBT – 22-ÅRIG ANHOLDT

Flere steder omkring storcentret har folk dagen igennem lagt lys og blomster for de dræbte og sårede.

Enkeltpersoner og mindre grupper kommer og går ved storcentret – nogle lægger blomster og lys, mens andre bare står foran indgangen eller andre steder omkring centret og betragter de lys og blomster, der allerede er blevet lagt.

I og omkring centret ses også teknikere fra politiet, der er i gang med deres undersøgelser.

LÆS OGSÅ: TO 17-ÅRIGE OG EN 47-ÅRIGE DRÆBT

Men også mediefolk og kamerahold fra både ind- og udland har taget opstilling ved centret, hvorfra der fortælles om den tragiske hændelse, der ramte Amager søndag.

Også statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Mattias Tesfaye har lagt blomster tidligere på dagen.

Mistænkt 22-årig varetægtsfængslet

Den 22-årige formodede gerningsmand bag skyderiet i Field’s er mandag eftermiddag blevet varetægtsfængslet efter grundlovsforhør.

Det var dommeren enig i, da han valgte at varetægtsfængsle den 22-årige i surrogat i 24 dage. Herefter skal dommeren tage stilling igen.

Varetægtsfængslingen skal afsones på en lukket psykiatrisk afdeling.

Derudover har retten nedlagt navneforbud i sagen. Det gælder både for den nu varetægtsfængslede 22-årig og de 10 forurettede i sagen, som der indtil nu er.

LÆS OGSÅ: GEVÆRMAND FRA FIELD’S SKAL VARETÆGTSFÆNGSLES